Hjemmelavet garage til små biler

Hjemmelavet garage til små biler

Dette indlæg indeholder reklame for Panduro, da jeg har brugt glimmer og maling, som jeg fik i forbindelse med et påske-Krea indlæg.

Vi kender en lille fyr, som elsker små legetøjsbiler og har en masse af dem. Men han har ingen steder at parkere bilerne. Derfor var det oplagt, at give ham en garage i fødselsdagsgave – en hjemmelavet selvfølgelig. Undervejs i processen, viste jeg lidt billeder på story på Instagram, og det viser sig, at der er flere, der godt kan bruge sådan en garage, så her kommer en lille DIY guide 😊

Leave a commentLæs mere

Påske-krea

Påske-krea

Dette indlæg er sponsoreret. Vi har testet et udvalg af Panduros påsketing.

Emma og jeg har fået mulighed for at teste en masse fine påske krea-ting fra Panduro. Vi bruger i forvejen oceaner af tid, på at kreere alverdens krea-dimsedutter, så denne test har vi glædet os til.

Leave a commentLæs mere

Ingen retssag mod Inno Pharma

Vores advokat skrev i aften til os, med knap så gode nyheder. Hun har gennemgået alt i vores sag, og mener ikke, at der er nok til at starte en retssag mod Inno Pharma til sommer, i forhold til at kunne gøre mig til direkte skadeslidt. Jeg er beskrevet af egen læge og børnepsykolog på OUH, som havende en langvarig belastningsreaktion, men det er ikke nok i systemet. Det er ellers ”sjovt nok” nok til, at jeg sidste sommer, fik afslag på den livsforsikring Jesper og jeg ville tegne på hinanden, i forbindelse med vores huskøb!

14 CommentsLæs mere

Trylleprinsesse

Trylleprinsesse

Indlægget her er sponsoreret, da vi har testet Flying Tiger Copenhagens fastelavnstøj 🙂


Da jeg var barn kreerede min mormor altid de fineste fastelavnskostumer, med de smukkeste detaljer til mig. Jeg har desværre ikke haft tålmodighed til at lære af hendes sy-skills, så jeg må købe mig til kostumer til Emma. Emma går ikke i institution, så hun kender ikke rigtig til fastelavn endnu. I år har vi dog talt en del om traditionen og hun elsker at klæde sig ud.
Det startede, da vi bagte årets første fastelavnsboller, for en måneds tid siden. “Hvorfor hedder de det” spurgte hun og det gav anledning, til en masse snak om fastelavn, katte, udklædninger og fastelavns ris – og jeg måtte google mig til alt det, jeg ikke vidste.

Leave a commentLæs mere

Mest om mig

Mest om mig

Jeg har været stille, meget stille her på bloggen, de sidste mange måneder. Jeg har ikke haft overskud til at skrive, men jeg har heller ikke rigtig overskud til ikke at skrive. Mon det giver mening? 
Det her indlæg, har længe “presset sig på.” Så nu skal det være. Det handler for en gangs skyld ikke om Emma, men kun om mig. Og så alligevel ikke helt.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at min opvækst har været hård og præget af skæld ud og psykisk vold. Men det jeg ikke har fortalt er, at jeg som 16 årig blev diagnostiseret med personlighedsforstyrrelse af typen Borderline.
Jeg havde i perioden op til, haft det rigtig skidt, følt mig rodløs og helt forkert. Jeg husker, at jeg efter et år på efterskole, kom til at sammenligne mig selv, med mange af de andre, med gode glade familier og søskende – jeg havde ingen af delene og det var vidst dråben i et efterhånden fyldt bæger. Efter jeg havde fået min nye “titel,” blev der sat en masse ting i værk, for at hjælpe mig. Blandt andet skulle jeg bo på et bosted. Jeg kom i starten, til at føle mig endnu mere rodløs og uønsket. Men som tiden gik, fik jeg hjælp til at tackle mine tanker.

Da jeg senere hen flyttede derfra, var det svært at stå på egne ben, men sikkert ikke mere usikkert, end for så mange andre. Mit helt store problem var nok, at jeg troede, at jeg var Borderline. Jeg undskyldte alle mine tanker og “forkerte” handler med, at jeg jo havde Borderline. Efter nogle år i Vejle, overtalte en veninde mig til at flytte til Haderslev, hvor vi læste sammen. Det var, kan jeg sige helt uden at tøve, min bedste beslutning, nogen sinde!Året for inden, havde min mor endegyldigt stoppet al kontakt til mig og min farmor døde samme efterår. Min farmor har altid været min klippe, min “rigtige” mor. Det var umenneskelig hårdt, at miste to mennesker, med så stor betydning for mit liv.
Jeg famlede rundt og anede ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Folk omkring mig sagde, at min mor jo alligevel ikke havde bidraget positivt til mit liv, de sidste mange år. – Og min farmor var jo gammel. Begge dele er helt korrekt, men min mor er jo stadig min mor, på både godt og ondt. Og så elsker man jo ikke en person mindre, fordi vedkommende bliver gammel – jeg elskede min farmor uendeligt højt og savner hende stadig hver dag, selv nu, snart seks år efter. 

Min elskede farmor og mig

Da jeg flyttede til Haderslev, fik jeg en god psykolog at tale med. Han stillede flere gange spørgsmål ved min diagnose. Samtidig lærte min veninde mig også, at man godt kan gøre skøre forkerte ting og tænke mærkelige tanker, uden at have Borderline. Gang på gang bekræftede hun mig i, at jeg er helt normal. Jeg talte meget ofte med psykologen om, at jeg måske i virkeligheden har været ramt af dyb sorg over min opvækst. Hvilket jeg sagtens kan nikke genkendende til. Både over min opvækst, men også at ingen handlede på det der foregik, hjemme hos min mor og jeg.
De følelser jeg blev ramt af, da jeg mistede min farmor, lignede meget dem, jeg kendte fra tidligere. Det var altså sorg! 
I mig foregik en stor forvandling. Jeg havde i ni år set mig selv som Borderline-syg og pludselig var jeg det ikke længere. Nu var jeg bare Nicoline. Sorgen har jeg fået god hjælp til at bearbejde, både professionelt, af dejlige veninder og af Jesper. Den er ikke færdigbearbejdet, det bliver den nok aldrig, men den hæmmer mig ikke på samme måde mere. Jeg kan stadig godt blive ramt af usikkerheden omkring det hele, især når nogen påpeger min måde at være mor på. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at Emma ikke skal havne i de sammen sko, som jeg har. Derfor har jeg også et stort behov for, at forklare hvorfor jeg gør, som jeg gør, når nogen stiller spørgsmål, men det lærer jeg heldigvis også af.

Det skøre i det her er, at man ikke kan få slettet en diagnose. Ikke engang, selvom den er givet forkert.
Man må ikke give børn og unge under 18 år, en diagnose af den type. De fleste teenagere, vil i en eller anden grad, score points i skemaer omkring personlighedsforstyrrelser, udelukkende fordi de er teenagere. Heldigvis har jeg papirer på, at jeg ikke har Borderline – og med al sandsynlighed aldrig har haft det.
Jeg kan dog godt blive bekymret for, at diagnosen alligevel vil bide mig i halen senere hen. Fx når vi (forhåbentlig) i løbet af dette år, skal starte retssag, for at bevise, at det ikke “kun” er Emma, men også mig (og Jesper), der er blevet ramt af Emmas sygdomsforløb. Det er blandt andet også derfor, jeg “siger det højt” nu, selvom dette indlæg skulle skrives, med en ret stor portion is i maven.

Og så lige til sidst, jeg er selvfølgelig helt med på, at man ikke ER sin diagnose, man HAR en diagnose, men det var sådan jeg havde det med den. Det er desværre også sådan, jeg af og til, er blevet mødt i sundhedsvæsenet.


Tak fordi du læste med 🙂

// Nicoline

livet gør ondt – lidt om sorg, angst og stress

livet gør ondt – lidt om sorg, angst og stress
Det her med angst, stress og sorg, er nogle af de lidt tungere emner at tage hul på, men jeg tror det er vigtigt at få “sagt” det højt.
Jeg kan ikke helt sætte finger på, hvornår “noget” ændrede sig i mig. Måske var det allerede inden Emma blev indlagt første gang. Fordi jeg da allerede vidste, at noget var helt galt med min lille pige. Jeg var utryg og følte mig ikke hørt.
Jeg blev opmærksom på mine tanker, da det gik op for mig, at jeg hele tiden gik med en frygt om, at nogen puttede “noget” i Emmas sonde. Eller at det sondemad hun fik, var fremstillet forkert – ligesom d-dråberne. Da hun senere blev gammel nok til at smage på mad, fik hun de første mange måneder kun mad, som folk jeg stoler på, havde lavet. Jeg var rædselsslagen for, at alt andet var forgiftet eller tilberedt forkert – den frygt har jeg heldigvis fået styr på. Frygten er der stadig, men ikke mere, end at vi fx sagtens kan spise på cafe osv.

2 CommentsLæs mere

Test: “Grisen der gerne ville danse ballet”

Test: “Grisen der gerne ville danse ballet”

Sponsoreret indlæg, men med helt egne tanker og holdninger.
Test af bogen er for Momstertest

 

 

Emma og jeg bruger meget tid på at læse bøger, bøger omhandlende snart hvad som helst. Vi synes, at det er hyggeligt at læse sammen og så er det en god måde at koble lidt fra på og få en lille pause. Emma er begyndt at “læse” højt for både far, mor og bamser – det er ret hyggeligt 🙂

Leave a commentLæs mere

Alt det jeg ikke fik sagt på tv

Alt det jeg ikke fik sagt på tv
I tirsdags var Emma, Jesper og jeg i Aftenshowet. Vi var blevet inviteret, for at tale om Emmas d-dråbeforgiftning. Det var med en del nerver på. Vi har før lavet tv, men det har været til DRs Sundhedsmagasinet, som ikke er live – så det her, det var noget helt andet. Men alle var søde, smilende og snaksaglige, så det var en god og sjov oplevelse.
 I forbindelse med indslaget, udtalte LiseLott Blixt sig, hun Sundhedsordfører i DF og formand for Sundhedsudvalget. Hun mener, at loven bør ændres, så firmaer som Inno Pharma, ikke kan gemme sig bag deres forsikringer, men er tvunget til at udbetale erstatninger – det er jeg naturligvis, helt enig med hende i.
Da sagen om Emma begyndte at rulle for godt to år siden, blev jeg virkelig overrasket over, at vores system passer bedre på dem, der forvolder en skade, end den der bliver pådraget en skade.
Inno Pharma “lever” videre som før, vi derimod, får aldrig det liv, vi havde før Emmas forgiftning og Emma bliver aldrig rask.
Men den lovændring jeg ønsker aller mest, er en ændring, der vil gøre, at d-dråber bliver underlagt de samme regler, som håndkøbsmedicin fx Panodil. Som reglerne er nu, er d-dråber bare et kosttilskud og hører derfor under fødevarestyrelsen. Hvis det blev ændret til at være håndkøbsmedicin, ville det høre under lægemiddelstyrelsens krav for produktion og derved have meget strammere regler og flere kontroller.
Jeg drømmer om, at Jesper og jeg, en dag kan fortælle Emma, at alle hendes pinsler trods alt, ikke har været helt meningsløse, men at loven blev ændret, så det ikke kan ske igen og/eller at firmaer som Inno Pharma, ikke længere kan løbe fra sit ansvar, hvis uheldet skulle være ude igen. 🍀
// Nicoline
P.S. Har du lyst til at se indslaget i Aftenshowet, kan du se det her  🙂

Kan en baby planlægges?

Kan en baby planlægges?
Jesper og jeg taler meget om barn nummer to. Egentlig havde vi talt om, at “projektet” skulle starte til efteråret, men det føles vidst ikke helt rigtigt. Ikke fordi vi ikke elsker hinanden, for det gør vi, meget! ❤
Men der er så mange ubekendte, så mange forhold, vi skal tage hensyn til. Forhold vi ikke engang aner, bliver en realitet eller ej.
Af og til tænker jeg, at det ville have været bedre, hvis det var vores andet barn, der blev syg og ikke det første. Så skulle vi ikke forholde os til, hvornår det er bedst/mest praktisk, at få nummer to.
Selvfølgelig er det nemmere for os nu, når vi “kun” har Emma – vi lader ingen søskende i stikken og vi skal aldrig føle, at vi svigter andre, end hinanden.
Men når det er sagt, vil vi heller ikke undvære at få flere børn. Jeg drømmer om tre, Jesper om to.
Jeg er selv enebarn, så i min verden, er det slet ikke en mulighed, at Emma skal være det. Jeg har altid drømt om at have en søskende.
Jesper har en lillebror, han for alt i verden, aldrig vil undvære.

Men hvornår er det rigtige tidspunkt for barn nummer to?

Fordelen ved at vente fx et år, med at blive gravid, er at Emma bedre forstår, at mor bliver nødt til at være hos baby og far er hos Emma. Selvfølgelig vil vi alle være på sygehuset i forbindelse med operationer og indlæggelser, men kun én forældre, kan overnatte på hospitalsstuen.
Når Emma er fire år (om ca to år), har vi forhåbentlig også en afklaring og en overstået operation, hvis det kan lade sig gøre, at operere Emmas afluk større.
Nu, aner vi ingenting. Tanken om en lille nyfødt og en tur til fx USA, til en MEGET eksperimentel og farlig operation, kan jeg slet ikke forholde mig til.
Det er først, når Emma er omkring tre år, man endeligt kan og tør, vurdere Emma, i forhold til operation af aflukket – og det tager jo som bekendt ni måneder, at gro en baby. Så hvis jeg blev gravid snart, vil den endelige vurdering af Emmas afluk og en nyfødt falde sammen tidsmæssigt.
– Og så det næste. Jeg aner slet ikke om min krop er i stand til at blive gravid. De sidste godt to år, har jeg været stresset, træt, ked af det og frustreret, hver dag. Så måske vi slet ikke kan planlægge, hvornår vi gerne vil have en baby. Vi var super priviligerede med Emma, fordi det var nemt at blive gravid.
Når jeg tænker på en ny graviditet, kilder det i maven og gør mig glad, men i næste øjeblik, kan jeg slet ikke være i tanken.
Det føles SÅ rigtigt og alligevel SÅ forkert, på samme tid.
– Og tænk nu, hvis babyen fejler noget. I godt et år, var vi tilknyttet en afdeling på OUH, hvor vi i lange perioder boede mere, end hjemme. Under indlæggelserne talte vi med mange forældre og fik derfor også en del fortællinger om deres syge nyfødte, ind under huden – sygdomme vi ikke anede eksisterede. De beretninger har bestemt også sat spor i mig.
I min graviditet med Emma levede jeg af wienerpølser, ovnkartofler, Cocio og taffel Chips de første tre måneder, jeg havde det SÅ skidt. Det er der bare ikke plads til i en ny graviditet, når jeg også skal kunne tage mig af Emma, jeg går jo hjemme på tabt arbejdsfortjeneste med hende.
Jeg ved, at vi jo selvfølgelig nok skal klare det, uanset hvornår der kommer en baby mere. og jeg er heller ikke i tvivl om, at Emma bliver en god storesøster.
Hvis du har læst med hertil, har du nok regnet ud, at vi ikke rigtig er kommet frem til en endelig beslutning endnu.
Jeg synes det er ærgerligt, at noget så fantastisk som en lille baby, skal planlægges, overvejes og tilrettelægges så meget, når vi nu i bund og grund, ønsker os et barn mere.
Vi må se hvad fremtiden bringer – en ting er sikker, jeg elsker at være mor!
Tak fordi du læste med.
// Nicoline