Spontan abort, igen

En tilfældig søndag morgen i oktober, blev Jesper og jeg mere glade og lykkelige, end ord kan beskrive. I hånden stod jeg nemlig med en positiv graviditetstest. Det havde vi ventet 10 måneder på. Jeg brugte tid på at øve mig på, at tro på, at det nok skulle lykkes, at få en baby i armene denne gang. 

Ved første tid hos vores sygeplejerske, talte vi om frygten for at miste igen. Hun forstod mig og bekræftede mig i, at det nok også er sværere, fordi vi i forvejen er i en svær situation. 

 En aften i november, fik jeg ondt i maven og mærkede noget, nærmest influenzalignende i kroppen. Lidt senere, blødte jeg en lille bitte smule – det samme igen onsdag morgen. Jeg blev med det samme kastet tilbage til januar, hvor vi mistede første gang. Det forløb kan du læse HER

Jeg ringede til min læge, som ville se mig samme formiddag. Da jeg sad i venteværelset kom sygeplejersken ud, sendte et trist ansigt og kom hen og gav mig et kram, efterfulgt af ordene: “Jeg blev bare så ked af det, da jeg hørte, at du havde ringet herind. Det skal lykkes denne gang!” Da hun var gået igen, sad jeg i et fyldt venteværelse og vippede med foden, for at aflede de tårer, der pressede sig på.  

Min læge sendte mig, efter sin undersøgelse, til scanning på sygehuset, med på vejen sendte hun ordene “vi krydser alle sammen fingre”. Tænk at møde så hjertevarme mennesker, midt i kaos ❤️

Lidt senere på dagen, sad Jesper og jeg på en lille og meget varm stue og ventede. Vi ventede i noget der føltes som evigheder, på en læge. Efter halvanden time kom han endelig, han spurgte ind til få ting, startede scanningen og sluttede den, før vi sådan rigtig, havde nået at se noget på skærmen. Jeg nåede heldigvis, takket være mine trænede øjne, jeg har fået i tidens løb, af de mange scanninger, jeg har set af Emmas kropsdele, at se et lille glimt af vores lille baby. 

Der var intet hjerteblink, sagde lægen, men måske var det fordi, jeg ikke var langt nok henne. Jeg fik taget blodprøver, som heldigvis så fine ud. 

På vejen mod Aabenrå sygehus talte Jesper og jeg om, hvilken følelse vi ville have, når vi kørte retur. Ville vi være overstatisk glade og lettede, eller ville vi mærke en dyb udefinerbar smerte? 

Det viste sig, at vi skulle opleve noget helt andet, nemlig den forbandede uvished. Vi blev sendt hjem, med beskeden om, At jeg skulle komme igen fredag til nye blodprøver og så scanning igen, ca en uges tid efter. Det var to døgn i helvede. Konstant frygt for at bløde, få ondt igen og mærke afslutningen, på endnu en virkelig ønsket graviditet. 

Fredag morgen kom min far, for at lege med Emma, imens jeg igen kørte mod Aabenrå. Blodprøverne var hurtigt klaret, og jeg skyndte mig hjem igen. 

Imens jeg fyldte vaskemaskinen tænkte jeg, at jeg hellere måtte skynde mig, så jeg nåede det praktiske, inden min verden endnu en gang skulle vælte. 

Ligesom onsdag, tjekkede jeg sundhed.dk, før sygehuset nåede at ringe. Første gang tre kvarterer efter prøverne var taget – ingen resultater endnu, anden gang halvanden time efter. Nu stod tallet der. Onsdag var mit hCG (graviditetshormon) 5700, så det skulle nu være omkring 11400 – det fordobles hver anden dag, i en sund graviditet. Jeg stirrede på tallet. 5800. Graviteten var gået i stå. Mit lille ønskebarn, som stadig var i min mave, levede ikke. Det lille foster var dødt.

Jeg sad på køkkenbordet og gloede på uret og ventede på, at klokken passerede 11.10, så jeg kunne ringe til Jesper. Der vidste jeg, at han sad i bilen, på vej hjem fra arbejde. Min mund sagde stille, da han tog telefonen: “tallet er næsten ikke steget. Graviditeten er gået i stå” Jeg koncentrerede mig kun om, ikke at græde. 

Efter lang tavshed, sagde Jesper “hvor er det fucking uretfærdigt” hans ord lød rimelige og alligevel dækkede de hverken hans eller min smerte. 

En læge ringede fredag eftermiddag, for at formidle de triste nyheder, som jeg allerede kendte. Alligevel væltede tårerne frem igen. 

Nu skal vi “bare” vente på, at aborten starter af sig selv, så vi kan komme videre fra det her helvede. Det sidste jeg kan overskue nu, er medicinsk eller kirurgisk abort. 

Det er svært at være i det her lige nu. Jeg går rundt med et dødt foster i min mave og kan intet gøre ved det, sygehuset kan først scanne mig om næsten 14 dage, det er svært! Jeg har ondt og jeg er bange. 

Den her abort har kostet så uhyggeligt mange tårer for os begge. Det føltes så rigtigt denne gang, så godt og lykkeligt. Nu er vi slået tilbage til uvished, sorg og uendelig ventetid. 

Systemet hjælper først, hvis man har haft tre aborter efter hinanden. Jeg forstår ikke, at man skal knækkes og ødelægges tre gange, før man får hjælp – det giver slet ikke nogen mening i min verden. 

10 måneder tog det at blive gravid, efter aborten i januar.  
Tanken om endnu 10 måneder og måske endnu mere, gør mig så ulykkelig. 

Nu havde vi igen, i et kort øjeblik, åbnet døren på klem, til en normalitet. Tænk at kunne give liv, til et lille nyt menneske igen. Give lykke, livsglæde og ny energi til Emma, men også til både Jesper og jeg. Jeg ønsker brændende, at opleve en god og rolig barsel. Amme i ro og mag i min sofa, uden blikke der kigger over skulderen, sygeplejersker der vejer min baby før og efter amning, rækker mig brystpumpe og gør klar til sondemad. En barsel vi alle fire vil kunne nyde sammen, HJEMME! 

I de 20 dage jeg vidste, at jeg var gravid, så verden både lysere og mere overskuelig ud. Jeg fik ny energi til at lege med Emma, lave skøre ting og grine højt sammen med hende. 

Selvfølgelig var dagene også præget af frygten for at miste igen, frygten for at mærke samme ulidelige smerte en gang til, men glæderne overvandt frygten. 

Den her sorg er sådan en underlig størrelse, den vælter frem, helt uden varsel midt i aftensmaden, i badet, på køreture og sågar om natten. 
Den 21. december ville vi have været nået til “safe zone” i graviditeten. Første usikre trimester ville have været overstået og andet trimester være begyndt, inden juleaften. Sikke en fantastisk julegave, det havde været for os.

Det er svært at abortere én gang, men endnu sværere to gange, hvordan det er tre gange, håber jeg aldrig, jeg finder ud af.
Jeg ved bare, at jeg har svært ved at stå på benene, få tiden til at gå og vente på den endelige afslutning af denne graviditet, så jeg kan umuligt forestille mig, at gennemleve det endnu en gang. 

// Nicoline


4 comments / Add your comment below

  1. Wow, Nicoline, hvor er det uendelig trist for jer og Emma. Jeg håber, at det lykkedes for jer næste gang. Det er helt utrolig flot og velskrevet her midt i sorgen, godt at du gør det. God bedring til dig, jeg håber det bedste for dig og familien – og så har I da taget jeres andel af sygdom og sorger. Nu må det gerne stoppe❤️ kh Susanne Gerner

  2. Hvor er det trist at læse. Mange tanker til jer ❤
    Det er SÅ hårdt!! Og så bare ekstra uretfærdigt når I har så meget andet at kæmpe med 😣
    Jeg oplevede selv 2 spontane aborter imellem vores første og andet barn. Selvom jeg prøvede at fortælle mig selv at det jo var fordi barnet ikke var levedygtigt, så hjælper det bare ingenting når man står i det.

  3. Grunden til, at man først kan blive undersøgt efter 3 mislykkede graviditeter er fordi det desværre er meget “normalt” at noget går galt.

    Det er ubegribeligt, når man er midt i det fordi man bare så gerne vil have svar på, hvorfor det er gået galt og ikke mindst undgå at det går galt igen.

    Man sætter hele sin sårbarhed på spil ved at prøve igen og man er jo allerede mor igen, når man ser de 2 streger på testen – der er bare ikke ret mange, der anerkender, HVOR hårdt der er at miste – også i den tidlige graviditet. Vi måtte igennem 6 mislykkede graviditeter og et forløb på Riget før det lykkedes os at få først vores datter i 2012 og vores søn i 2015.
    Det jeg egentligt bare vil sige er, at jeg er ked af, at I skal igennem det men at der stadig er håb på trods af det hele.
    /Trine

Skriv et svar