Spontan abort

Det er mandag den 7. januar, Emma skal scannes på OUH. Få dage forinden, var vi ovenud lykkelige, men sådan er det ikke den dag. På hele turen til OUH, er jeg ved at falde fra hinanden, men holder det ud, for Emmas skyld. 

Få uger forinden, havde jeg stået i køkkenet og overrasket Jesper med en meget positiv graviditetstest. Ingen af os forstod det sådan helt. Det var lykkedes i allerede andet forsøg! Det var også nemt med Emma. Men vi har fået at vide SÅ mange gange, at det nok ikke ville blive nemt med nummer to, fordi vi lever det her, til tider, ret kaotiske liv. Men der var intet at tage fejl af – testen var bragende positiv. 

I weekenden op til Emmas scanning, mærker jeg en aften et smæld i maven, som om noget sprang. Mandag morgen tager jeg den sidste test i pakken – den er kun lige akkurat positiv. Det hele svimler lidt. Jeg kan lige nå at fange vores egen læge i telefontiden. Jeg forklarer det hele til hende og vi  aftaler, at jeg tager forbi laboratoriet på OUH og får taget en blodprøve. Jeg sagde til sidst i samtalen “åh jeg håber, at det bare er fordi, jeg ikke rigtig har sovet i nat” vel vidende, at det intet har at sige, i forhold til mængden af graviditetshormon. “Mjeh” lyder det stille fra den anden ende af røret. Jeg skyndte mig at afslutte samtalen..

Jeg nærmest løber over i laboratoriet, for at få taget blodprøven og når tilbage til børneafdelingen, lige inden vores læge kommer. Imens vi taler med ham, får jeg ondt i maven. Efter samtalen går jeg på toilet og opdager, at jeg er begyndt at bløde. Jeg bruger et par minutter på at samle mig, inden jeg igen går ud til Jesper og Emma. Aldrig før har jeg glædet mig, til en narkosen, men det gjorde jeg. Endelig er hun puttet og kysset godnat. Jeg forestiller mig, at Jesper og jeg, nu har en halv time, til at være kede af det, men nej. Vi bliver placeret i en gang, hvor folk suser frem og tilbage hele tiden. 

Jeg har aller mest lyst til, at ligge hjemme på sofaen i joggingbukser, græde og have ondt af mig selv. I stedet sidder jeg på trafikerede OUH i stramme jeans, med ondt i maven og venter på Emma – dog heldigvis med Jesper i hånden. 

Da Emma vågner igen, reagerer hun helt atypisk på narkosen, så vi bliver bedt om at blive på afdelingen, længere tid end normalt. Da vi endelig er hjemme, kan Emma naturligvis slet ikke finde ro og sover først kl 23. Jesper og jeg får endelig et øjeblik helt alene, men Jespers vækkeur ringer kl. 4.20, så vi har kun få øjeblikke, før Jesper er nødt til at gå i seng. 

Jeg synker sammen på gulvet og tårerne vælter frem – jeg har holdt på dem i 16 timer! Jeg er så ked af det, men også vred. Vred over at det liv vi har fået, ikke en gang kan give mig lov til, at abortere hjemme! Vred over, at vi nu skulle forholde os til en mislykkedes graviditet, som om, at vi ikke havde nok, at bruge vores energi på. Jeg ved jo godt, at mange graviditeter, ender med en abort, faktisk omkring 15-20 % af alle graviditeter og måske endda flere, mange af dem, formegentlig på grund af kromosomfejl.

Men som altid, må livet på en eller anden måde gå videre, det skal det jo. Så efter en time på køkkengulvet, puttede jeg mig ind til min elskede lille Emma. Jeg er altid taknemmelig, for hver dag og nat jeg har med hende, men den nat, var jeg lige dét ekstra taknemmelig ❤️

Siden da, har oplevelsen “larmet” i mit hoved. Det er ikke noget, der bare bliver glemt. Kroppen husker det. Hver eneste måned siden, har jeg oplevet en stor tomhed, når jeg igen og igen finder ud af, at jeg heller ikke denne måned, er blevet gravid. 

De første måneder efter, sagde jeg intet til nogen – udover mine tætte veninder, fordi jeg frygtede, at blive skudt ned med kommentarer som “så var det godt, at du ikke var så langt henne” “så må I bare prøve igen”  “I har da Emma, så må I jo ‘nøjes’ med hende” eller “du er jo også stresset” 

Jeg var syv uger henne, men en ufrivillig abort gør knusende ondt, uanset hvor langt man er nået i graviditeten. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville dele den her oplevelse, når jeg igen var blevet gravid. Men jeg synes det er så ærgerligt, at mange, ligesom jeg/vi, gemmer på en så trist en oplevelse. Intet bliver nemmere, af at forsøge, at tie det ihjel. Alligevel har det taget mig seks måneder, før jeg blev klar til at tale om det. Jeg har selv fundet trøst i, at jeg ikke er den eneste, med sådan en oplevelse i bagagen. Men også, at det sjældent er kvinden, der er noget “galt” med, men blot naturens gang. Men hold op, hvor er ønsket om en lille ny, ubeskriveligt stort!

Lige nu har jeg det svært med, at vi snart når til september – min termins måned. Jeg ønsker, næsten mere end noget andet, at jeg til den tid, er gravid igen. Jeg ønsker ikke rigdom, et kæmpe hus, en stor bil eller en flot karriere. 

Jeg ønsker mig en lykkelig familie, med søskende til Emma – det vil uden tvivl, give os alle, så meget godt ❤️

// Nicoline

17 comments / Add your comment below

  1. Simpelthen så stærkt skrevet Nicoline! Flot du tør dele din sorg! Jeg føler med jer, og håber at en ny lille spire finder vej frem til jer snart 🙏🏻 ❤️

  2. Åh det gør mig ondt at høre – stort kram til jer! 😘
    Håber det lykkes jer at give Emma nogle søskende, jeg forstår godt, at det må være en stor drøm ❤❤

  3. For pokker da også! Tak fordi du deler ❤️
    Jeg under virkelig Emma at blive storesøster – jeg tror, at hun vil blive en fantastisk af slagsen.
    Da vi var klar til nr 2, smed jeg p-pillerne i maj måned i sikker forvisning om, at jeg ville være gravid om et øjeblik, som jeg var det ved nr 1 – lillesøster blev født i september året efter…

    Hver måned der gik, hvor menstruationen kom som den skulle var frygtelig. Jeg blev mere og mere trist, og vi begyndte at tale mere og mere om der var noget galt, at mobiltelefonen ikke skal ligge i forlommen, osv.

    Held og lykke – det er flot, at du tør fortælle noget så privat.

    Kærlige hilsner herfra

  4. Kæmpe stort kram ❤️ Det er så urimeligt at I skulle igennem denne oplevelse ovenpå alt det andet 😔 i bliver verdens bedste familie på 4 på et tidspunkt, det er jeg sikker på ❤️

  5. Kæmpe kram til dig kære Nicoline ❤ sådan noget gør rigtig ondt og man kommer ikke bare lige over det. ❤

  6. Stort kram
    En ufrivillig abort er bare noget af det hårdeste der findes, og har man ikke prøvet det, så ved man ikke hvad det betyder. Jeg blev gravid i juli sidste år, da jeg er ca. 9 uger henne begynder jeg at småbløde, men det har jeg også gjort i de andre graviditeter. Jeg er på arbejde (ouh), det er en torsdag, og vælge alligevel lige at kontakte gyn. afdelingen, og de vil gerne lige have lov at scanne mig. Min mand når også med (han arbejder heldigvis også på ouh), og de finder to fostre, det ene i live og det andet er de i tvivl om, da det ligger op af et stort blodkar, og derfor er svær at bedømme. Fælles for begge fostre er dog at de er små ift gestitationsalder, de ligner fostre på 5-6 uger, hvor de burde være 9 uger. Vi går hjem med en meget mærkelig følelse i maven, det kan gå begge veje. Jeg fortsætter med at bløde en smugle de næste par dage. Lørdag er vi til noget fødselsdag i familien, og skal senere ud og spise ved nogle venner. Lige da vi skal til at køre får jeg mega ondt og må på toilet. Nu styrtbløder jeg og jeg ser det ene foster i toilettet. Jeg var knust, men holdt masken, da ingen i familien viste at vi ventede os. Da vi kører ringer jeg til ouh igen og vi blir bedt om at komme der ud. Vi kører dog først lige vores 3 store piger ud til vores venner, de er mere eller mindre de eneste der ved at vi venter os, og han er læge, så det er et lidt nemmere for os at bede om deres hjælp.
    Da vi kommer på ouh har jeg rigtig nok aborteret, og begge fostre. Vi var helt knuste. Det er noget af det hårdeste jeg har oplevet, og jeg syns der er alt for lidt fokus på det psykiske aspekt af en abort. Jeg havde det elendigt, da vi kom forbi april måned, hvor jeg havde termin. Jeg blev gravid igen i februar, men graviditeten har i starten været meget præget af frygten for at miste igen. Nu går jeg ind i 3. semester, så nu er jeg mere rolig, dog sidder det stadig i mig.
    Jeg ønsker og håber for jer at det lykkes.

    1. Tak ❤️
      Sikke en hård fortælling du har 💔 Tænk at miste, ikke “bare” en, men to små drømme spirer 😔💔
      Jeg forstår godt al din frygt! Jeg håber slutningen af din graviditet bliver god og tryg – og at du får en vidunderlig fødsel ❤️
      Mange tak 🙏🏻❤️

  7. Kære Nicoline – ved dit indlæg er nogle måneder gammelt, men jeg ville så gerne være med til at give jer håb. Vi havde en spontan abort i uge 10 i december måned. Vi har også altid haft nemt ved at blive gravide, men min krop blev ligesom bare ikke sig selv efter aborten. Min menstruation var vildt mærkeligt, varede længere end normalt, jeg blødte og holdt så op igen, for at begynde at bløde 2 dage efter. En jordemoder sagde til mig efter 2 måneder, at det kan tage op til 1 år inden den normale cyklus er tilbage igen efter en spontan abort.
    I starten af juni måned havde jeg min første nogenlunde “normale” menstruation efter aborten og den 5. juli finder jeg ud af at jeg er gravid igen. Her bagefter kan jeg meget tydeligt se, at min krop simpelthen ikke var klar til at blive gravid igen inden at min cyklus var stabil, og at det var grunden til at vi ikke blev gravide med det samme som vi “plejer”.
    Jeg ved ikke om mit lille skriv gav dig noget håb, men det kan altså være derfor, at det tager lidt længere tid, fordi din krop helt enkelt ikke har fundet sig selv endnu.
    Jeg krydser alle mine fingre og tæer for at I snart kan begynde at glæde jer til et lille nyt familiemedlem…

    1. Tusind tak for din kommentar. Hvor er det dejligt at læse, at det er lykkes for jer.
      Men hvor er det også rart at høre en forklaring! Min cyklus har også været underlig efter aborten, med både pletblødning og udefinerbare smerter.

      Tusind tak ❤️ – og tillykke med graviditeten 🥰

Skriv et svar