Lidt om angst og bedring

De der har fulgt med på Instagram længe, kan måske huske, at der med vores isolerede liv, fulgte angst og en eller anden grad, af socialfobi med. Jeg har også tidligere skrevet dette indlæg om det. 

Det er ulideligt hårdt, altid at være bange, bange både for realistiske ting, men også nogle, i virkeligheden ret usandsynlige ting. Men det er svært at finde filteret frem og tænke rationelt, når man er angst – det samme gælder i forhold til socialfobi. 

Det er vanvittigt trættende, altid at skulle analysere hvert et ord, der er blevet sagt, når man har været i selskab med andre. De sidste år, har jeg stort set vendt og drejet hver en sætning, jeg har sagt og det andre har sagt til mig. Min hjerne har vurderet toneleje, ansigtsmimisk, kropssprog og så selvfølgelig ordene, der kom ud af munden, på den jeg talte med. 
Efterfølgende, har jeg tænkt alt igennem igen og igen og dunket mig selv i hovedet for alt det, jeg selv synes, jeg burde have sagt eller gjort anderledes. Og nogle ting, har jeg sågar trukket mig helt fra. Takket nej til gode oplevelser, fordi jeg var bange for, at jeg gjorde/sagde noget forkert, eller måske ikke bidrog med nok, fordi jeg ‘bare’ går hjemme – også selvom jeg i virkeligheden, rigtig gerne ville have været med.

MEN sådan har jeg det ikke mere, i hvert fald ikke lige nu. Måske det kommer igen, men det er længe siden, jeg sidst har brugt al min energi, på at tænke dårlige tanker om mig selv. 

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg har LYST – sådan rigtigt lyst, til at møde nye mennesker og jeg er helt tryg i de relationer, jeg allerede har. 
Jeg har tidligere haft det svært med, at jeg ikke har så meget at bidrage med i samtaler. Jeg oplever jo ikke det helt store, når jeg går herhjemme med Emma, der ikke kan holde til, at opleve ret meget ad gangen. Men det går jo alligevel 🙂

I går mødtes jeg for første gang, med en sød mor, jeg har mødt igennem Instagram. I stedet for at blive ramt af angst og lyst til at aflyse, glædede jeg mig! Hold nu op, hvor er det SÅ meget nemmere at være i en god relation, når kroppen ikke skriger på at komme væk!

Om knap to uger, skal vi på sommerferie med SMILfonden. Jeg glæder mig, men jeg er også lidt nervøs, i forhold til det sociale, nok mest fordi, det er fire dage hjemmefra og fire dage, med mange forskellige mennesker. Men jeg er ikke bange, som jeg ville have været før hen, for jeg VED, at jeg kan. Jeg ved jeg kan være i selskab med andre, uden at føle mig (alt for) forkert – og det er virkelig rart – og jeg glæder mig til udfordringen det bliver. 

Som du nok kan læse, er jeg ikke helt på den anden side af de sociale spøgelser, men jeg er godt på vej. 

Det vigtigste er vidst, at acceptere, at det er OKAY at have det sådan og at det også er okay, hvis det pludselig ændrer sig igen. 

I forhold til den generelle angst, har jeg stadig en del at slås med. Men det går lige så stille og roligt den rigtige vej. 

Det er så svært at bryde det mønster af automatiske katastofetanker, der helt pr automatik, dukker op i hovedet. Men jeg har lært at bryde de fleste, ved at trække vejret og kigge på mine hænder. Det lyder måske skørt, men det virker for mig. 
Jeg forventer ikke, at jeg kommer til at kunne leve mit liv helt uden angst. Vores ret turbulente liv med Emma, tror jeg altid vil påvirke mig. De dage hvor Emma har det rigtig skidt og når der bliver talt om nye forsøg i forhold til Emma, skal jeg gøre en ekstra stor indsats, så katastrofetankerne ikke overmander mig.

Noget af det, der har hjulpet mig aller mest, er at få sagt det højt/skrevet ned, som jeg har gjort tidligere. Da jeg lavede sidste indlæg om angst, fik jeg mange beskeder fra andre, der selv kæmper med lignende ting og føler sig ENORMT forkerte! Det hjalp mig, til at vide, at jeg langt fra er den eneste, med så tunge tanker. Men det bekræfter mig også i, at vi ikke er forkerte. 

Men jeg tror, vigtigst af alt, at jeg har lært, at uanset hvor træls og sort det ser ud, så bliver det bedre og det bliver nemmere, når man får sagt tingene højt <3

10 comments / Add your comment below

  1. Må indrømme at jeg simpelthen ikke forstår hvorfor i ønsker flere børn når jeres liv er som det er. Ikke fordi jeg tvivler på dine forældreevner overhovedet, men fordi Emmas sygdom gør at i har en ustabil hverdag. Skulle det barn så bare blive slæbt med frem og tilbage på de hospitaler i besøger? Eller omvendt undvære sin ene forælder fordi én af jer skal indlægges sammen med Emma? Du skrev engang i et opslag på IG at så længe i kun har Emma føler i ikke, at i svigter andre end hinanden. Det tolker jeg som at du dybest set godt ved at hvis i får flere børn kommer i til at svigte dem. Det forstår jeg bare ikke at man vil gøre helt bevidst. Ikke når man kan undgå det. Jeg håber Emma en dag får det bedre, så jeres liv bliver mere stabilt. Både for jeres skyld, men også for det kommende barns. Ingen børn fortjener at stå i skyggen af en søskends sygdom!!! Det tænker jeg ikke du kan være uenig i.

    1. Jeg synes din kommentar er ret dømmende og grov!
      Vi bliver anbefalet af fagfolk, at få flere børn!
      En lille baby er ligeglad med hvor den er, bare den er sammen med sine forældre. Det er ikke optimalt med køreturene nej, men det tænker jeg kommer til at gå.
      Det vil være dejligt for os alle, at få “nyt liv” i huset. En lille ny ville kunne få lige så meget kærlighed som Emma – og det må være klart det vigtigste!
      Der er mange grunde til at få flere børn. Hvis det værst tænkelige skulle ske med Emma, at vi mistede hende, vil det betyde alt i verden, at have nogen at leve for.
      Desuden er der altid mulighed for at bo på Familiehuset ved Skejby, så vi kan være sammen som familie, selvom vi er på sygehuset.

      1. Nej, kærlighed er ikke nok. Det troede jeg også da jeg var yngre. Men sandheden er at børn har brug for TID og RESSOURCER. At mærke at mor og far er der for dem, og ikke har mest fokus på storesøster. Og det vil i jo komme til at have medmindre Emma får det bedre.. Du behøver ikke forsvare dig selv, for jeg forstår sagtens ønsket om flere børn – jeg har det fuldstændigt på samme måde selv! Men jeg vælger bare ikke at tænke på mit eget behov, jeg vælger at tænke på hvordan jeg kan bevare mest mulig overskud. Og man får altså ikke mere overskud af at få flere børn. Du skriver jo ofte at du netop har brug for mere tid til dig selv – men det får du jo ikke af at få en baby? Så undskyld, men jeg forstår det bare ikke, det er helt modsatrettet for mig.

        1. Der er bestemt også tid og ressourcer til et barn mere, ellers ville vi aldrig få en mere.
          Vi bliver tydeligvis ikke enige, det er også okay. Jeg ved bare, at jeg heldigvis har psykolog og lægers ord for, at det vil være godt for alle parter.

  2. Igen hvordan kan der være tid til én mere samtidigt med at du ikke føler du har tid nok til dig selv. Det er den del jeg ikke forstår. Derudover bliver jeg nysgerrig på hvorfor de fagpersoner mener at det bedste for alle er familieforøgelse. Hvad er deres argumenter

    1. Det handler vel om at flytte fokus, som med alt andet i livet?
      Jeg lærer jo også hele tiden. Jeg har fået mere tid til mig selv nu, både fordi Emma er blevet ældre og fordi Jesper og jeg lærer at prioritere. Man skal lære at være forældre til et sygt barn. Desuden tænker jeg ikke, at man kan finde ret mange mødre, der har tid nok til sig selv, alligevel får man flere børn, fordi det for mange er en vigtig prioritering i livet.
      Jeg forstår ikke, at du mener, at vi slet ikke har tid til et barn mere. Jeg går hjemme. Emma skal jo ikke sidde pauseret i sofaen, når jeg fx pusler den lille, ligesom den lille heller ikke bare skal passe sig selv, når jeg skal hjælpe Emma. Det er vel ikke anderledes for os, end for alle andre familier. Desuden vil Jesper kunne tage meget lang barsel og have ugentlige fridage.
      Du skal ikke lave mange google søgninger for at finde svar på dit spørgsmål omkring støtten fra fagfolk. Når man har et kronisk sygt barn, er det rart for alle, at kunne flytte fokus og som jeg skrev før, har man en mere, at leve for. En baby vil ikke lide overlast i vores familie, der vil være masser af tid til at være familie. Ja, vi har sygehusbesøg, men så længe mor og far er med, mangler baby ikke noget.

  3. Jeg kan jo ikke vide om det er anderledes for jer end for andre ud fra andet end det du selv fortæller. Og du har bare skrevet rigtig mange opslag om hvor hård og presset hverdagen er og så får jeg da den tanke at den er det mere end andres. Noget helt andet er at du har skrevet at Emma ikke kan tåle støj så hvad gør I så når babyen skriger tænker jeg. Jeg synes det virker som om du tror at et barn vil løse jeres problemer men Emma vil jo stadig være præcis ligeså syg som nu og du vil stadig være psykisk belastet af det. Såvidt jeg husker er du omkring de 30 så du har jo masser af fertile år endnu. Hvorfor ikke vente til Emma er startet i skole eller lignende. Så kan du jo give babyen al din opmærksomhed i de tidsrum hvor Emma er ude og leve et helt normalt liv og når hun skal på hospitalet kan din mand tage med hende. Sådan ville jeg i hvert fald selv gøre. Du skal ikke være bange for aldersforskellen. Større børn er meget mere interesseret i søskende end små børn. Små børn bliver ofte jaloux fordi de ikke selv er klar til at dele opmærksomheden. Og når de bliver voksne gør det ikke den store forskel om der er tre eller seks år imellem.

    1. Hold nu op hvor er du bare bedre vidende og gør dig klog på et område du slet ikke skal blande dig i. At få børn hvor og hvornår i ens liv er en individuel og privat sag.. INGEN skal gøre sig til dommer over hvornår en familie tager valget om et barn mere. Lige meget hvilken situation de står i. Du er i min verden direkte uforskammet..

  4. Lige meget hvilken situation de står i? Mon det også inkluderer familier der er ramt af misbrug eller lignende? Det tvivler jeg på. Jeg mener ikke at man skal få (flere) børn hvis man pga sygdom eller andet har begrænsede ressourcer som ikke kan kompenseres. I dette tilfælde mener jeg som sagt ikke at ressourcerne er begrænsede ift forældreevne, men jeg mener de er begrænsede ift tid og overskud.

    Og Nicoline, det sidste mener du jo tydeligvis også selv når du skriver, at så længe I kun har Emma svigter I ikke andre end hinanden. Hvis din gode veninde kom og sagde til dig at hun havde planer om et barn, selvom hun vidste at hun ville komme til at svigte det, ville du så ikke også mene at hun skulle vente til hendes situation var bedre, så svigtet blev mindst muligt? Forøvrigt prøvede jeg at søge på det med at fagfolk råder forældre til kronisk syge børn til at få flere børn, der kom ingen resultater. Men jeg stoler på at det er rigtigt, og du er heller ikke den første jeg har hørt sige det, synes dog det er lidt mærkeligt at du ikke vil fortælle hvilke argumenter I specifikt har fået. Generelle holdninger kan jo ikke bruges til at sige noget om den enkelte familie. Og det er ikke fordi jeg generelt er imod at sygdomsramte familier får flere børn, men jeg er imod at man tilsidesætter sine børns behov for sine egne, og ja, det mener jeg du gør ud fra det du fortæller på dine sociale medier. Jeg kender dig ikke så måske tager jeg fejl, men vi lever jo altså nu engang i et land hvor man skal reagere hvis man er bekymret for et (ufødt) barn, og det ville jeg altså være hvis du blev gravid som din situation er nu. Du må gerne være uenig, men jeg savner ærligt talt andre argumenter end at du er blevet rådet til at få flere børn. Det er jeg i øvrigt også selv blevet, men det mener jeg ikke ændrer på at mit BARNS behov er at få alt mit overskud så længe jeg ikke har så meget af det. På samme måde mener jeg at du burde bruge dit overskud på din datter, og at en lille ny vil have bedst af ikke at opleve det svigt du snakker om. Ikke for noget, men hvad er du egentlig uenig i af det jeg skriver? Er du uenig i at børn fortjener mest mulig tid og overskud, og er du uenig i at børns behov er vigtigere end forældres?

Skriv et svar