Mest om mig

Jeg har været stille, meget stille her på bloggen, de sidste mange måneder. Jeg har ikke haft overskud til at skrive, men jeg har heller ikke rigtig overskud til ikke at skrive. Mon det giver mening? 
Det her indlæg, har længe “presset sig på.” Så nu skal det være. Det handler for en gangs skyld ikke om Emma, men kun om mig. Og så alligevel ikke helt.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at min opvækst har været hård og præget af skæld ud og psykisk vold. Men det jeg ikke har fortalt er, at jeg som 16 årig blev diagnostiseret med personlighedsforstyrrelse af typen Borderline.
Jeg havde i perioden op til, haft det rigtig skidt, følt mig rodløs og helt forkert. Jeg husker, at jeg efter et år på efterskole, kom til at sammenligne mig selv, med mange af de andre, med gode glade familier og søskende – jeg havde ingen af delene og det var vidst dråben i et efterhånden fyldt bæger. Efter jeg havde fået min nye “titel,” blev der sat en masse ting i værk, for at hjælpe mig. Blandt andet skulle jeg bo på et bosted. Jeg kom i starten, til at føle mig endnu mere rodløs og uønsket. Men som tiden gik, fik jeg hjælp til at tackle mine tanker.

Da jeg senere hen flyttede derfra, var det svært at stå på egne ben, men sikkert ikke mere usikkert, end for så mange andre. Mit helt store problem var nok, at jeg troede, at jeg var Borderline. Jeg undskyldte alle mine tanker og “forkerte” handler med, at jeg jo havde Borderline. Efter nogle år i Vejle, overtalte en veninde mig til at flytte til Haderslev, hvor vi læste sammen. Det var, kan jeg sige helt uden at tøve, min bedste beslutning, nogen sinde!Året for inden, havde min mor endegyldigt stoppet al kontakt til mig og min farmor døde samme efterår. Min farmor har altid været min klippe, min “rigtige” mor. Det var umenneskelig hårdt, at miste to mennesker, med så stor betydning for mit liv.
Jeg famlede rundt og anede ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Folk omkring mig sagde, at min mor jo alligevel ikke havde bidraget positivt til mit liv, de sidste mange år. – Og min farmor var jo gammel. Begge dele er helt korrekt, men min mor er jo stadig min mor, på både godt og ondt. Og så elsker man jo ikke en person mindre, fordi vedkommende bliver gammel – jeg elskede min farmor uendeligt højt og savner hende stadig hver dag, selv nu, snart seks år efter. 

Min elskede farmor og mig

Da jeg flyttede til Haderslev, fik jeg en god psykolog at tale med. Han stillede flere gange spørgsmål ved min diagnose. Samtidig lærte min veninde mig også, at man godt kan gøre skøre forkerte ting og tænke mærkelige tanker, uden at have Borderline. Gang på gang bekræftede hun mig i, at jeg er helt normal. Jeg talte meget ofte med psykologen om, at jeg måske i virkeligheden har været ramt af dyb sorg over min opvækst. Hvilket jeg sagtens kan nikke genkendende til. Både over min opvækst, men også at ingen handlede på det der foregik, hjemme hos min mor og jeg.
De følelser jeg blev ramt af, da jeg mistede min farmor, lignede meget dem, jeg kendte fra tidligere. Det var altså sorg! 
I mig foregik en stor forvandling. Jeg havde i ni år set mig selv som Borderline-syg og pludselig var jeg det ikke længere. Nu var jeg bare Nicoline. Sorgen har jeg fået god hjælp til at bearbejde, både professionelt, af dejlige veninder og af Jesper. Den er ikke færdigbearbejdet, det bliver den nok aldrig, men den hæmmer mig ikke på samme måde mere. Jeg kan stadig godt blive ramt af usikkerheden omkring det hele, især når nogen påpeger min måde at være mor på. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at Emma ikke skal havne i de sammen sko, som jeg har. Derfor har jeg også et stort behov for, at forklare hvorfor jeg gør, som jeg gør, når nogen stiller spørgsmål, men det lærer jeg heldigvis også af.

Det skøre i det her er, at man ikke kan få slettet en diagnose. Ikke engang, selvom den er givet forkert.
Man må ikke give børn og unge under 18 år, en diagnose af den type. De fleste teenagere, vil i en eller anden grad, score points i skemaer omkring personlighedsforstyrrelser, udelukkende fordi de er teenagere. Heldigvis har jeg papirer på, at jeg ikke har Borderline – og med al sandsynlighed aldrig har haft det.
Jeg kan dog godt blive bekymret for, at diagnosen alligevel vil bide mig i halen senere hen. Fx når vi (forhåbentlig) i løbet af dette år, skal starte retssag, for at bevise, at det ikke “kun” er Emma, men også mig (og Jesper), der er blevet ramt af Emmas sygdomsforløb. Det er blandt andet også derfor, jeg “siger det højt” nu, selvom dette indlæg skulle skrives, med en ret stor portion is i maven.

Og så lige til sidst, jeg er selvfølgelig helt med på, at man ikke ER sin diagnose, man HAR en diagnose, men det var sådan jeg havde det med den. Det er desværre også sådan, jeg af og til, er blevet mødt i sundhedsvæsenet.


Tak fordi du læste med 🙂

// Nicoline

2 comments / Add your comment below

  1. Jeg ser så meget i mig selv – igennem dig – også selvom jer ikke kender dig! Og hvor har jeg ondt af dig at din fortid har været som den er. Men omvendt set ved du jo lige nøjagtig hvordan Emma ikke skal have det og det er jo det du hele tiden skaber for hende – et sikkert hjem, med kærlighed, respekt og en fast og sikker base i Haderslev. Bare det i sig selv tænker jeg er mere end hvad det lyder til at du har haft. Og med de tanker og overvejelser du skriver om. På din insta, og med den skyldfølelse du kommer med når det ikke altid lykkedes at rammer rigtig som mor, det kender vi vidst alle. (jeg hentyder til jeres tur til tandlægen hvor det viste sig Emma efterfølgende blev skidt) det kender vi alle! Det er jo sådanne ting man kører sig selv ned med, som mor, men det er helt normalt at børn faker en ondt i maven hvis de ikke vil afsted og det er jo ikke til at navigere i når man lever med sygdom på daglig basis at finde ud af om det er fordi hun ikke ville afsted eller om det er rigtig at barnet lige pludselig bliver skidt. Nicoline, jeg er sikker på du er den allerbedste mor man kan ønske sig! Og alt det i har været igennem har Emma haft sine klipper i dig og Jesper, ved sin side!
    Hvis en retsag går i vasken fordi du har fået en forkert diagnose som du har papirer på, så er det danske retssystem lige til skraldespanden! Der kan umuligt være sammenhæng med at Emma bliver forkalket og at du har en sorg. Meget mulig de vil køre i det for at køre på modparten men jeg håber virkelig de vil lade det ligge <3 jeg ved vi er mange der holder med jer 😊

Skriv et svar