livet gør ondt – lidt om sorg, angst og stress

Det her med angst, stress og sorg, er nogle af de lidt tungere emner at tage hul på, men jeg tror det er vigtigt at få “sagt” det højt.
Jeg kan ikke helt sætte finger på, hvornår “noget” ændrede sig i mig. Måske var det allerede inden Emma blev indlagt første gang. Fordi jeg da allerede vidste, at noget var helt galt med min lille pige. Jeg var utryg og følte mig ikke hørt.
Jeg blev opmærksom på mine tanker, da det gik op for mig, at jeg hele tiden gik med en frygt om, at nogen puttede “noget” i Emmas sonde. Eller at det sondemad hun fik, var fremstillet forkert – ligesom d-dråberne. Da hun senere blev gammel nok til at smage på mad, fik hun de første mange måneder kun mad, som folk jeg stoler på, havde lavet. Jeg var rædselsslagen for, at alt andet var forgiftet eller tilberedt forkert – den frygt har jeg heldigvis fået styr på. Frygten er der stadig, men ikke mere, end at vi fx sagtens kan spise på cafe osv.

Emma havde været syg en måneds tid, da jeg første gang mærkede fysiske symptomer på angst. Vi var en eftermiddag blevet udskrevet fra OUH, og inden vi vendte næsen mod Jylland, spiste vi aftensmad hos min far og hans kone. Midt under måltidet fik jeg pludselig kvalme og en underlig fornemmelse i brystkassen og halsen, som om der var en, der stod på mig, med store tunge sko. For at få ro på, lagde jeg mig på badeværelsesgulvet, men efter kort tid, kunne jeg ikke få vejret og begyndte at fryse.
Det næste jeg husker, er at jeg lå i en ambulance, hvor en rar stemme talte til mig, imens han lagde venflon i min hånd. På turen (som foregik stille og roligt) ind mod OUH, talte vi om det pres, det er, at have et sygt barn. Han var god at tale med og han fik mig til at slappe af.
Efterfølgende blev jeg tjekket af en læge i skadestuen, der konkluderede, at jeg har stress og angst. Han sagde jeg skulle sørge for at slappe af, så det ikke udviklede sig, og sendte mig derefter hjem.
På det tidspunkt var jeg oppe hver tredje time hver nat, for at give sondemad, medicin og pumpe mælk ud. Vi var kun hjemme, et par dage ad gangen imellem indlæggelserne, så jeg kunne slet ikke finde tid til at slappe af, som lægen bad mig gøre. Jeg havde jo naturligvis ikke lyst til at blive syg, men hans ord endte med at have modsat effekt og blev en byrde – jeg endte med at gå og bekymre mig om at blive syg.
I de korte perioder vi havde lidt ro på og var hjemme, kunne jeg godt mærke, at mit tankemønster ændrede sig mere og mere. Jeg begyndte at være bange for, at Emma stoppede med at trække vejret når hun sov. At der skete Jesper noget på arbejde. At jeg selv ville falde om, så Emma skulle være alene hele dagen, indtil Jesper kom hjem og opdagede det – dét og en masse andre katastrofetanker dukkede op.
Natten inden Emmas første hjerneoperation blev jeg igen overmandet af et angstanfald. Trykken for brystet, vejrtrækningsproblemer, svedeture, kulderystelser, kvalme og ulideligt ondt i hele kroppen.
Sådanne episoder har jeg haft flere af siden. Selvom jeg nu ved hvad det er, gør dét det ikke mindre skræmmende.
Jeg hader at have det sådan og jeg hader, at det sætter begrænsninger for mig. I perioder kan jeg være bange for at være alene med Emma, bange for at være væk fra hende, men også bange for helt almnidelige ting som fx at tage ud og handle, køre fra A til B osv. Jeg forsøger så vidt muligt at overvinde frygten, fordi jeg VED, at den er urealistisk (i de fleste tilfælde), men andre ting kan jeg ikke ændre. Fx kan jeg lige nu, ikke blive godkendt til en livsforsikring, som Jesper og jeg gerne vil tegne på hinanden, så vi kan sikre hinanden og økonomien, hvis en af os skulle blive syg eller dø.
Jeg oplever ret ofte flashbacks, oftest til en eftermiddag, hvor jeg stod med lille livløse Emma i mine arme. Flashbacks er meget svære at kontrollere, men jeg øver mig.
Jeg vil ikke være bange for livet. Jeg har set og mærket mange gange, hvor skrøbeligt livet kan være, så jeg vil have lov til at nyde det – men det er lettere sagt end gjort.
Jeg ved godt, at alting bliver bedre, hvis jeg kan lære at passe på mig selv og slappe af. I perioder kan jeg ikke stave simple ord, finde rundt i byer jeg ellers kender så godt og jeg oplever ,at jeg bliver enormt glemsom.
Det er det sidste stykke tid gået op for mig, at det nok ikke kun er angst og stress jeg lider af.
Jeg bærer rundt på en kæmpe sorg, som jeg ikke kan finde ud af at bearbejde. Sorgen over, at vores liv er blevet som det er. Jeg har så svært ved at slippe tanken om, at vi havde levet et helt almindeligt gennemsnitligt liv, hvis jeg havde valgt nogle andre d-dråber – den lille mørke flaske, har ødelagt så meget.
Hvis det ikke havde været for lige præcis de dråber, havde jeg med al sandsynlighed kunnet skrive “cand. Mag. Pæd.” På cv’et og jeg havde sikkert også været mor til to nu.
– nu ved jeg ikke en gang hvad jeg ville arbejde med, hvis jeg ikke skulle gå hjemme med Emma. Jeg kan ikke se mig selv passe på nogen hylde. Hverken på arbejdsmarkedet eller som hjemmegående. Det er en for mig, enorm stressfaktor, jeg har brug for at høre til, et eller andet sted.
Men det må jeg forsøge at lægge væk nu, så jeg kan koncentrere mig om at få det godt, finde mig selv, blive glad igen og være den aller bedste udgave af mig selv – også selvom det uden tvivl kommer til at være hårdt arbejde og koste mange tårer.
Tak fordi du læste med.
// Nicoline

2 comments / Add your comment below

  1. Holdnumagle hvor er du modig! Jeg har fulgt dig på IG længe og jeg føler sådan med dig og med Emma og Jeres familie. Jeg tænker at du i virkeligheden er nået meget langt allerede, fordi du har anerkendt din sorg og du har turdet at sige det højt! For det er langtfra nemt, tænker jeg; men dog en væsentlig del af det at skulle leve et liv, som ikke ligner det, som var i drømmene. Jeg er ikke er sekund i tvivl om at I er de bedste forældre for Emma og derfor er hun selvfølgelig også bedst tjent med at du passer godt på dig selv. Jeg ønsker dig alt det bedste – i din proces med at sørge og at lære at leve bedst muligt med den sorg. Jeg er ret så sikker på at vi er mange, der venter og glæder os til at høre fra dig igen, når du kan <3

Skriv et svar